Teststrikker

Kære Teststrikker

Tak for din interesse og lyst til at blive en del af vores kreative team som teststrikker. Denne aftale fastlægger vilkårene for vores samarbejde, hvor du vil modtage strikkeopskrifter og materialer til teststrikning. Målet er at sikre, at vores opskrifter er af højeste kvalitet, inden de bliver gjort tilgængelige for det bredere publikum. Ligeledes ønsker vi at kunne vise det færdige resultat i relevant farve og garn.

Projektbeskrivelse og kvalitetskrav:

Som teststrikker vil du modtage en opskrift og alt nødvendigt garn til projektet. Det er dit ansvar at overholde strikkefastheden, følge opskriften nøje, og notere eventuelle fejl eller forslag til forbedringer. Vi værdsætter din ekspertise og input til at gøre opskriften så brugervenlig som muligt. Ved garnskifte hæftes enderne usynligt; knuder accepteres ikke. Det færdige projekt afleveres færdigmonteret og vasket.

Tidsfrister:

Inden du påbegynder projektet, aftaler vi en fast tidsfrist, hvor projektet skal være afsluttet. Denne deadline er vigtig for os, da vi planlægger fotosessioner og markedsføringsaktiviteter omkring det færdige produkt. Vi forventer, at det færdige projekt sendes tilbage til os senest på denne dato, medmindre andet er aftalt.

Feedback og kommunikation:

Under udarbejdelsen ser vi gerne, at du løbende dokumenterer din proces og giver feedback om opskriften. Dette inkluderer sværhedsgrad, forståelighed og eventuelle fejl eller uklarheder. Den løbende dialog vil primært foregå via e-mail/telefon, og gør det muligt for os at løse eventuelle problemer hurtigt.

Retur af det færdige projekt:

Det færdige projekt skal sendes tilbage til os, hvor det vil blive brugt til modelbilleder og eventuelt andre markedsføringsmæssige formål. Ved projektets afslutning dækker vi omkostningerne for forsendelse, så længe standardforsendelse benyttes. Ønsker du efterfølgende at vi sender dit færdige strik retur til dig kan dette aftales.

Ophavsret og fortrolighed:

Alle teststrikninger og tilhørende billeder, feedback og notater bliver ejendom af Gaia Garn ved indsendelse. Du må ikke dele eller offentliggøre opskriften, billeder af det færdige arbejde eller detaljer om testprocessen uden forudgående skriftlig godkendelse fra Gaia Garn.

Kompensation:

Som betaling for dit arbejde og den tid du bruger under teststrikningen, tilbyder vi dig en personlig rabatkode på 30%, som du kan benytte på www.gaiagarn.dk, når det færdige projekt er afleveret, og 3 måneder frem. Koden er kun til eget brug og må ikke benyttes med henblik på videresalg. Overholdes disse betingelser ikke, forbeholder vi os retten til at annullere koden.

Vi ser frem til et produktivt samarbejde og er begejstrede for at se dine resultater. Denne aftale er et bevis på vores fælles engagement i at skabe kvalitetsstrikkeopskrifter med flotte billeder, som viser det færdige resultat. Ved at acceptere denne aftale, bekræfter du, at du forstår og accepterer vilkårene beskrevet ovenfor.

Tak for dit samarbejde og engagement.

Med venlig hilsen,

Thea Christiansen
Business Manager

M: +45 44141944
E: thc@gaiagarn.dk
W: www.gaiagarn.dk